You are here

Kit Kielstrups tale ved Sindets dag 2011 i Bygningen Vejle

Se den her:

Eller på youtube.com: http://youtu.be/h3mIXdrfdPo

Sindets dag 10. oktober 2011

Af Kit Kielstrup, formand for Voksenudvalget i Vejle kommune.

Jeg vil gerne indledningsvis, sige tak fordi jeg er blevet inviteret til at sige et par ord på denne internationale mærkedag, der skal skabe åbenhed og tolerance om psykiske sygdomme og psykisk sårbarhed.

Da jeg gik i gang med forberedelserne til denne tale, skulle der ikke mange overvejelser til, før jeg besluttede, at omdrejningspunktet i min tale skulle være unge med psykisk sårbarhed. Valget udspringer af en artikel, jeg for nylig læste, som gjorde et stort indtryk på mig, - i artiklen var nemlig gengivet WHO´s tal der påviser at halvdelen af alle psykiske lidelser begynder ved 14 års alderen og 75 % af dem der bliver ramt er syge inden deres 25 år,- …….. så er jeg ikke i tvivl om, at det er afgørende, at der tages hånd om de unge og at der bliver sat ind med en helhedsorienteret indsats.

Et vigtigt element i den helhedsorienterede indsats bliver at få afstigmatiseret psykisk sygdom, da der er rigtig mange netværkspersoner omkring en ung psykisk sårbar, som vil kunne gøre en forskel. Dette kræver imidlertid, at der skabes en større forståelse for psykisk sygdom i skoler, på arbejdspladser og alle andre steder, hvor de unge færdes.

Derfor hilser jeg landskampagnen ” En af Os ” velkommen, da den jo netop – som vi har hørt - har til formål, ved hjælp af forskellige tiltag at afstigmatisere psykisk sygdom.

Men hvad er det for en dagligdag unge mennesker har i dag og er det, at mange unge er psykisk sårbare, en reaktion på det samfund vi lever i? Jeg mener ikke, der er et entydigt svar. Men fakta er, det kan være svært at overskue verden, når problemerne vokser en over hovedet. Det kan svært få sagt, og endnu sværere at finde ud af, hvor man kan få hjælp – som ungt menneske. Dette skal vi have stor fokus på i vores tilgang til de unge i kommunerne.

Jeg omgås i det daglige mange unge mennesker og når jeg lytter til de emner, der fylder i deres hverdag, efterlader det et indtryk af, at man skal have en god robusthed for at navigere rundt i deres verden..

  • Der er krav om overvejelser omkring uddannelse og fremtidsplaner allerede fra 6 klasse.

  • De unge vil gerne vælge men er usikre – også på fremtiden.. spørgsmål som ”hvordan skal jeg vide, hvad jeg vil med resten af mit liv? Jeg er kun 15?

  • Mange unge i dag vil gerne ses og for mange unge er bekræftelse vigtigt.. og tidens reality programmer gør det ikke bedre.. Jeg kunne godt få den tanke, at denne trang til at være kendt er affødt af mega mangel på anerkendelse og indre selvværd – og det gør ikke livet lettere, hvis en pseudoverden som ”Paradise”, kommer til at afspejle, hvad et ungt menneske tænker, er lykken i det virkelige liv.

 

Jeg kunne godt have fortsat oplistningen, men det vil jeg afstå fra, det er jo blot mine egne refleksioner og det, der i virkeligheden er interessant er, om de unge trives … eller mistrives.

 

Iflg. konklusionen på en ny rapport fra Center for Ungdomsforskning er situationen den, at størstedelen af danske unge mener, at de har et godt ungdomsliv, og at deres selvtillid er høj. Unges positive vurdering af egen trivsel står imidlertid i kontrast til deres adfærd. Selv om unge giver udtryk for, at de trives, kan de sagtens have en adfærd, der rummer tegn på mistrivsel. De kan fx ofte føle sig stressede, være ensomme, have selvmordstanker, cutte sig og være utilfredse med deres krop.

Resultatet overrasker forskerne bag undersøgelsen og en af forskningslederne udtaler på centerets hjemmeside:

”Den gode nyhed er, at unge har en større evne til at mestre mistrivselsadfærd, end vi normalt forestiller os. Det giver hovedparten af unge udtryk for, at de kan og faktisk gør. Den dårlige nyhed er, at vi ikke kan tage for givet, at selv tilsyneladende velfungerende unge trives eller har en adfærd, der ikke rummer mistrivsel,”

Det er værd at tænke over og spørgsmålet er, hvor langt er der fra mistrivsel til psykisk sårbarhed, hvor går grænsen?

Rapporten bekræfter mig i, at forebyggelse og en tidlig indsats på tværsektoriel plan er vigtig, hvis vi skal nå de sårbare unge.. Det gælder både samarbejdet internt i kommunen og samarbejdet mellem behandlingspsykiatrien og social psykiatrien. Det er mit klare indtryk, at det er faktorer der allerede arbejdes med rundt i landet. Jeg er i hvert fald meget tilfreds med, at kunne konstatere, at vi i Vejle kommune har et godt samarbejde både med børne – og unge psykiatrien i Kolding og psykiatrisk afdeling på Vejle Sygehus.

Et rigtig godt eksempel på et vellykket tværsektoriel samarbejde, er det projekt som Vejle Kommune gennemfører i samarbejde med psykiatrisk afdeling Vejle sygehus, praktiserende læger og pårørende, som handler om, at tryghed kan hindre genindlæggelser … kort fortalt handler det om, skabe den tryghed, der er afgørende for, om en borger kan klare sig i egen bolig efter udskrivelsen, så uhensigtsmæssige genindlæggelser kan hindres.

Målet nås blandt andet ved at styrke indsatsen og samarbejdet mellem systemerne og der skal fra min side lyde en stor ros til de implicerede i projektet, der har vist sig at have en god effekt og som giver en masse erfaringer, som kan bruges i andre sammenhænge. Også i fremtiden bliver det samarbejde vigtigt ikke mindst i forhold til det nye psykiatriske sygehus.

Jeg vil gerne afslutte med en lille positiv historie fra det virkelige liv, der meget godt afspejler vigtigheden af, at der tages udgangspunkt i det enkelte menneskes behov også i forhold til psykisk sårbarhed.

Jeg var forleden til et møde med nogle unge mennesker og efter mødet blev jeg opsøgt af en ung pige, Susanne … der gerne ville delagtiggøre mig i sin historie… og det er den jeg genfortæller her.

Susanne er 20 år og har siden hun var 14 år haft forskellige psykiske problemer, som hun har været i behandling for. Hendes livssituation blev ikke bedre, efterhånden som der kom krav om, at hun skulle uddanne sig og flytte hjemmefra og som hun beskrev det: ” Jeg følte det, som om jeg levede inde i en lukket mørk tunnel, som der ingen udgange var fra..

For 3 mdr. siden fik hun så bevilliget en midlertidig førtidspension og det var i Susannes tilfælde en hjælp… i hvert fald var ordene fra hende … Jeg kan nu se lyset for enden af tunnellen og for hver dag er det, som om jeg nærmer mig lyset mere og mere:…….. Derefter fulgte en beskrivelse af, hvordan hun nu, ved at have fået lidt ro i sit liv, ved at uddannelses – og jobkravene var lagt på hylden.. nu bedre kunne koncentrere sig om, at forsøge at mestre sit liv via de redskaber, som hendes støttekontakt person hjælper hende med.

Susanne udtrykker, at det er det bedste, der er sket for hende .. og som hun selv siger, jeg vil jo rigtig gerne have en uddannelse og job, men jeg har så meget brug for at få ”styr på resten af mit liv” - og jeg er rigtig taknemmelig for, at det har været mulig for mig at få en midlertidig pension.. og så har jeg lært, fortalte hun, at jeg ikke skal være bange for at tale med folk om min psykiske sygdom .. og jeg har faktisk fundet ud af, at det gør mange ting lettere.

Så er vi tilbage ved det, vi bør have fokus på nemlig afstigmatisering – og på .. som vi har hørt flere gange i dag - at tabu og tavshed skal væk.

Moralen i mit indlæg må være, at forebyggelse og tidlig indsats er vigtigt, også når der tales psykisk sårbarhed og det skal vi have øje for i kommunerne, også i økonomisk trængte tider.

Omfattet af lov om ophavsret. Bragt med tilladelse af Kit Kielstrup.